Ny medarbejder med ansvar for kultur og verdensarv

Mette Slyngborg begynder hos Nationalpark Vadehavet 1. maj. Bag sig har hun 31 års års virke hos Museum Vest (Sydvestjyske Museer) og er kendt i vadehavssammenhænge - bl.a. for projektet Bygningskultur i Øjenhøjde.

Mette Slyngborg tiltræder 1. maj en stilling som konsulent for kultur og verdensarv i nationalparksekretariatet på Rømø. Foto: Lars Düwel

Det er et kendt ansigt, som 1. maj rykker ind i nationalparksekretariatet på Rømø, når Mette Slyngborg, Esbjerg, tiltræder jobbet som kultur- og verdensarvskonsulent. Hun tager over efter Anne Husum Marboe, som har været i jobbet siden september 2017.

Mette Slyngborg, der er uddannet cand.mag. i æstetik og kultur fra Aarhus Universitet, er 62 år og bosat i Esbjerg. Hun har de seneste 31 år været museumsinspektør ved Museum Vest og har igennem årene været med i fusionerne fra først Esbjerg Museum til Sydvestjyske Museer og siden til Museum Vest.

Mette Slyngborgs erfaring fra museumsverdenen rummer mange snitflader i forhold til Nationalpark Vadehavet - blandt andet og senest med projektet Bygningskultur i Øjenhøjde. Her har hun sammen med arkitekt Helene Plet arbejdet med at synliggøre og bevidstgøre ikke mindst lokale beboere om kvaliteterne i vadehavsområdets mangfoldige bygningskultur.

Derfor giver jobskiftet ifølge Mette Slyngborg selv også rigtig god mening.

”Jeg havde lyst til at prøve noget nyt og brænder for at få ting til at ske. Jeg synes, at jobbet byder på en vanvittig spændende opgave, hvor jeg skal være med til at formidle om kulturen og kulturarven i dette fantastiske område,” siger Mette Slyngborg.

Verdensarv Vadehavet

Hendes kommende opgaver indeholder også det primære ansvar for Nationalpark Vadehavets arbejde med UNESCO-verdensarven. Det indebærer både samarbejder med verdensarvsstederne i Det Danske Rigsfællesskab samt i de nordiske lande foruden naturligvis de helt tætte samarbejdspartnere i Tyskland og Nederlandene i det trilaterale samarbejde om Verdensarv Vadehavet. Denne ’store mundfuld’ ser Mette Slyngborg dog på med stor fortrøstning:

”Verdensarven bliver en meget spændende opgave. Men jeg forventer, at jeg får en meget stejl læringskurve,” lyder det fra den kommende nationalpark-medarbejder.

Nationalparkchef Peter Saabye Simonsen ser frem til at byde Mette Slyngborg velkommen i Rømøs gamle præstegård – som er domicil for nationalparksekretariatet:

”Jeg er rigtig glad for, at Mette kommer til Nationalpark Vadehavets sekretariat og får ansvaret for vores indsatser på kultur, kulturhistorie og verdensarv. Vi søgte en dygtig kollega med erfaring inden for kulturforvaltning og konkrete projekter, som også kan agere i en politisk sammenhæng. Det kan Mette, som oveni kommer med stor erfaring på Vadehavets bygningsarv og levende kulturarv. Vi glæder os til at få Mette med ombord både fagligt og personligt,” lyder det fra Peter Saabye Simonsen.

Om Mette Slyngborg

Uddannet cand.mag. i æstetik og kultur med bifag i musikvidenskab fra Aarhus Universitet 1992. Inden da studerede hun to år på Arkitektskolen i Aarhus.

1993-1995: Først på Mediehuset Cox i Esbjerg og derefter 'Growhouse', Sydjysk Universitetscenter.

1995 blev hun daglig leder af bogtrykmuseet, som var en del af Esbjerg Museum. I 1998 blev museet en del af Sydvestjyske Museer, hvor hun fik titel af museumsinspektør. Titlen tog hun med sig, da Sydvestjyske Museer i 2023 gennem fusion blev en del af Museum Vest.

Mette Slyngborg er kulturhistoriker og beskriver sig selv som generalist med særligt blik for bygningskultur, projektledelse og formidling.

Privat bor Mette Slyngborg i Esbjerg-bydelen Fourfelt. Hun har to voksne børn, og en kæreste, der til daglig er kirurg. Interesserne omfatter bl.a. rytmisk korsang, jazzmusik, pilates og fitness.