Under vejr med Mandø – sammen skaber vi ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ ­ fremtidens klimaarv

Hvordan kan vi bevare og udvikle natur- og kulturarv i områder, der i fremtiden bliver stadig mere påvirket af klimaforandringer? Med Mandø som eksempel skal projektet Under vejr med Mandø – sammen skaber vi fremtidens klimaarv udvikle og afprøve en ny demokratisk tilgang til fremtidens klimaarv.

Mandø fra luften. Foto: Esbjerg Byhistoriske Arkiv og Esbjerg Kommune

Mandø som case

Mandø er en lille, lavtliggende ø i Vadehavet, hvor natur- og kulturarv hænger tæt sammen. Øen er omgivet af UNESCO Verdensarv Vadehavet og er en del af Nationalpark Vadehavet.

Mandø har altid levet med havets dynamik. Stormfloder har gennem tiden brudt digerne og oversvømmet øen, senest i 1981. I takt med klimaforandringerne står øen over for nye udfordringer med blandt andet havvandsstigninger, voldsommere stormfloder, stigende grundvand og øget nedbør.

 Arven til fremtidige generationer

Projektet arbejder med begrebet klimaarv og undersøger, hvordan kulturarv og naturarv kan tænkes sammen med klimaforandringer og klimatilpasning. Et spørgsmål er, hvordan vi giver Mandøs natur- og kulturarv videre til fremtidige generationer i en tid, hvor klimaet forandrer de rammer, vi kender i dag.

Traditionelt har forvaltningen af kultur- og naturarv haft fokus på at bevare bestemte tilstande. Med klimaforandringerne  kan det blive nødvendigt ikke alene at beskytte, men også at tilpasse, forandre eller i nogle tilfælde acceptere tab.

Projektet skal derfor bidrage til at videreudvikle begrebet klimaarv og skabe nye metoder til, hvordan vi sammen kan arbejde med kultur- og naturarv i klimaudsatte kystområder.

Mandø er et helt særligt sted i Vadehavet. Øen rummer både natur i verdensklasse, stærke kulturhistoriske værdier og en levende lokal fortælling. Samtidig står Mandø over for nogle af de store spørgsmål, som mange kystområder kommer til at møde i de kommende årtier: Hvad skal vi beskytte? Hvad skal vi tilpasse? Og hvad betyder det at give en arv videre, når selve landskabet forandrer sig?

Mette Slyngborg

Kultur- og verdensarvskonsulent, Nationalpark Vadehavet.

Sammen om Mandøs fremtid

Projektets mål er at udvikle en langsigtet og demokratisk funderet forvaltningsstrategi for fremtidens klimaarv på Mandø. Strategien skal se mindst 100 år frem og sammentænke bevaring og transformation af kultur- og naturarv med klimaforandringer og klimatilpasning.

En central del af projektet bliver  dialogværksteder, hvor kultur- og naturarvsinstitutioner, kommunale planlægningsmyndigheder, forskere, beboere, jordejere og andre lokale interessenter inddrages.

Formidling er en central del af projektet og skal både engagere relevante aktører, forankre viden og skabe debat om fremtidens klimaarv.

Gennem udstillinger, præsentationer, events og samskabende workshops skal deltagerne være med til at udvikle fælles forestillinger om, hvordan Mandøs kultur- og naturarv kan bevares og udvikles for fremtidige generationer.

Rush hour. Foto: Tommy Rasmussen

Projektets aktiviteter og resultater formidles løbende, og projektet afsluttes i 2029 med en lokal udstilling på Esbjerg Rådhus samt en slutkonference og udstilling på Arkitektskolen Aarhus.

Projektet arbejder med fire områder

Kortlægning og værdisætning af Mandøs klimaarv
Projektet undersøger Mandøs kultur- og naturarv i et klimaperspektiv. Det omfatter blandt andet øens udviklingshistorie, historiske måder at tilpasse sig klimaet på og fortællinger fra mennesker med tilknytning til Mandø om deres oplevelse af klimaforandringerne.

Fremtidsscenarier for Mandø
Der udvikles og visualiseres forskellige scenarier for Mandøs fremtid med udgangspunkt i mulighederne for beskyttelse, tilpasning og tilbagetrækning samt et scenarie for, hvad der kan ske, hvis der ikke handles. Scenarierne tager udgangspunkt i fremskrivninger af klimaforandringer mindst 100 år frem og suppleres med økonomiske beregninger.

Erfaringer fra andre klimaudsatte kystområder
Projektet undersøger internationale erfaringer med forvaltning og transformation af kultur- og naturarv i klimaudsatte kystområder.

En langsigtet forvaltningsstrategi
Viden, scenarier, internationale erfaringer og dialogen med lokale og faglige aktører samles i et forslag til en langsigtet forvaltningsstrategi og en visuel vision for fremtidens klimaarv på Mandø.

Erfaringerne fra projektet skal række ud over Mandø. Projektet skal give bud på en ny demokratisk tilgang til arbejdet med klimaarv. Målet er at skabe ny viden om klimaarv og udvikle en samskabende, stedsbaseret metode til at arbejde med kultur- og naturarv, i områder, hvor klimaet er under forandring.

Fonde og samarbejdspartnere

Projektet er realiseret med støtte fra Realdania og Augustinus Fonden.

Under vejr med Mandø gennemføres i perioden 2026-2029 i samarbejde mellem:

  • Nationalpark Vadehavet

  • Arkitektskolen Aarhus

  • Københavns Universitet

  • Esbjerg Kommune

  • Museum VEST

  • & Mandø Fællesråd

Nationalpark Vadehavet er bevillingshaver og sekretariat for projektet. Projektledelsen sker i samarbejde mellem kultur- og verdensarvskonsulent Mette Slyngborg og professor Anne Tietjen.