Dark Sky i Verdensarv Vadehavet

Helt mørke nætter er i stigende grad en unik oplevelse, som du finder meget få steder. I Nationalpark Vadehavet kan du opleve den mørke nat på Mandø, som er et af de få naturområder i Danmark, hvor det bliver buldermørkt, når natten falder på. Den særlige natur i Vadehavet er med til at gøre oplevelsen helt unik.

Dark Sky på Mandø - mørket giver dig mulighed for at se tusindvis af stjerner

Oplev mørket – en sjældenhed i de flestes hverdag

Mandø, den lille ø i Vadehavet ud for Vester Vedsted, har sin helt egen døgnrytme – her er tidevandet afgørende for livets gang, f.eks. om du kan komme til og fra øen. Mandø er også et sted, hvor mørket hersker om natten. Undersøgelser viser at øen, på grund af dens afsondrede beliggenhed i Vadehavet, påvirkes meget lidt af lysforurening fra byer som Esbjerg og Ribe. Her kan du altså opleve natten stort set uden påvirkning fra resten af den moderne verden – på helt klare nætter kan du se ca. 3500 stjerner, heriblandt Mælkevejen. At opleve mørket på denne måde kan give en følelse af at være alene i verden, med god plads til at tænke dine tanker og finde ro. Det kan endda være en oplevelse, som børn vil huske resten af livet, hvis de bor steder, hvor man næsten ingen stjerner kan se om natten.

Planlæg din Dark Sky tur til Mandø

Vil du opleve Dark Sky? Så tag på en guidet tur.

Når du tager turen til Mandø, skal du være opmærksom på at adgang til øen sker via Låningsvejen, der to gange i døgnet oversvømmes af tidevandet. Det er derfor vigtigt, at du tjekker tidevandstabellen hos DMI, inden du begiver dig afsted – så du ikke befinder dig midt på Låningsvejen, når tidevandet kommer rullende. Find tidevandstabellen for Mandø på DMIs hjemmeside.

Du kan også komme til Mandø via traktor, ligesom du kan booke en guidet tur til Mandø.

Når du bevæger dig ud i nationalparken sker det altid på naturens præmisser. Det gælder også her, for natten har hverken tidsplan eller dagsorden, og det kan være svært at forudsige, hvornår der vil være en helt klar stjernehimmel. De bedste chancer for en klar nattehimmel sker ved nymåne og i vinterhalvåret. Tjek vejrudsigten og månekalenderen på forhånd og tag afsted med mindsettet, at mørket i sig selv nok skal sørge for en helt særlig oplevelse – også selv om stjernerne og Mælkevejen ikke er at se.

Dark Sky er bedst at opleve i vinterhalvåret, hvor der for alvor bliver mørkt. Men du kan se spændende himmelfænomener hele året – en lys sommernat, hvor det føles som om solen aldrig rigtigt går ned, er også en skøn oplevelse.

Mørket er værd at bevare

I store dele af verden giver en øget lysforurening forringede muligheder for at opleve det totale mørke og stjernehimlen. Samtidig stiger bevidstheden om, at mørket er værd at bevare, fordi det er sundt for både mennesker og dyreliv. Fordi vi lever i en moderne verden, med masser af lys og elektricitet, er der øget fokus på, at mørket ikke skal gå tabt, og der aktivt skal gøres noget for at bevare det. Derfor har Nationalpark Vadehavet i samarbejde med mange andre organisationer i de tre Vadehavslande – Tyskland, Nederlandene og Danmark – tiltrådt Dark Sky Vision. Det betyder, at vi er sammen om at beskytte mørket i Vadehavsregionen. Læs mere på Wadden Sea World Heritages hjemmeside.

Mørkets vigtighed for mennesker og dyr

Lyset og mørket veksler med hinanden i en naturlig cyklus i løbet af døgnet. Som mennesker er vi afhængige af denne cyklus, da vores kroppe finder ro og hvile om natten, hvor det er mørkt. Med det kunstige lys’ indtog er forskellen mellem dag og nat blevet mindre. Det kan føre til forstyrrede søvnrytmer og dårligere søvn, der igen kan forårsage nedsat opmærksomhed, dårligere hukommelse og depression. Men det er ikke kun mennesker, der bliver påvirket af lys. Forskning har vist, at lyset også kan have stor indvirkning på forskellige dyrearter: Lys kan være enormt forstyrrende for nogle arter, mens andre faktisk ser ud til at trives med det. Nogle fugle bliver tiltrukket af lys under deres træk om natten. Her risikerer man, at stærkt oplyste områder i ellers mørke omgivelser – f.eks. fabrikker på land eller offshore platforme på havet – forstyrrer retningssansen for trækfuglene. Det kan i værste fald føre til at fuglene dør af ren og skær udmattelse, fordi flyvetiden forlænges unaturligt. Mørket er derfor ikke kun en kilde til god nattesøvn – det kan være livsvigtigt for både dyr og mennesker.

Faskiner på Mandø

Sådan er du den bedste gæst, når du oplever mørket

  • Når du er ude i mørket, brug da kun rødt lys – f.eks. en cykelbaglygte – og sluk mobiltelefonen. Det tager nemlig 40 minutter for øjet at vænne sig til mørket igen, hvis du kigger på din telefon.
  • Hold dig til stier og veje, så du ikke snubler i mørket.
  • Naturens egne lyde er nok - skru derfor ned for larmen. Bevæg dig langsomt og forsigtigt.
  • Respektér at visse områder kan være afspærrede i forbindelse med fuglenes yngletid.
  • Færdes som udgangspunkt i en gruppe eller med en naturvejleder. Det er både mere sikkert og sjovere.
  • Parkér bilen og gå rundt, så bilens lygter ikke forstyrrer mørket og dit nattesyn.
  • Saml det affald op du finder, og tag det med – også selv om det ikke er dit.

Link til mere viden om Dark Sky Mandø

Læs meget mere om Dark Sky-projektet på siden Dark Sky Mandø og se filmen nedenfor, hvor fotograf Lars Roed fortæller om hans oplevelser med mørket på Mandø.

Dark sky video