Ferieparadis med store naturkvaliteter
Færgefarten mellem Esbjerg og Fanø tager blot 12 minutter, men synes som en rejse mellem to verdener. Man stævner ud fra en storby, og når man går i land, mødes man af charmerende gamle skipperhuse i Nordbys små gader og slipper.
Trods omfattende turisme rummer Fanø fortsat mange og store naturværdier. Det skyldes først og fremmest de betydelige fredninger, som over tid er blevet gennemført på vadehavsøen. Det er baggrunden for, at Fanø i dag er et ferieparadis med store naturkvaliteter. Stranden på Fanø er 15 kilometer lang og temmelig bred – især mod nord og syd. De ubrudte klitrækker strækker sig i hele øens længde, og bag dem findes værdifulde klitlavninger og fine klitheder.
Inde centralt på øen brydes det ellers åbne landskab af Fanø Klitplantage, der ligesom andre bevoksninger er et levn fra tiden med bekæmpelse af sandflugten. Mod øst går hedestrøgene over i strandenge, og mange steder langs Fanøs østkyst findes vidtstrakte rørskove.
En ung ø
I geologisk forstand er Fanø ung. Dannelsen begyndte for cirka 8.000 år siden, hvor øen i første omgang opstod som en sandbanke i havet. I fagsproget karakteriseres Fanø som en barriere-ø ligesom Rømø og en stribe tyske og nederlandske vadehavsøer. Barriere-øerne beskytter de bagvedliggende, lavvandede laguner (Vadehavet) mod Nordsøen.
Fanø blev formentligt først befolket i den tidlige middelalder. Det var dengang et vanskeligt sted at leve. I 1741 fik Fanøs befolkning råd til at købe øen af Frederik den 6. på en auktion i Ribe, og det blev starten på en tid, hvor Fanø blomstrede. Befolkningen voksede, og skibsbyggeri og søfart blev den væsentligste indtægtskilde for en stor del af øens beboere.
Evig forandring
Fanøs kyster er i evig forandring, og sandfygning er hverdagskost ude vestpå. På Søren Jessens Sand tilbydes den særprægede oplevelse af ørken og Vesterhav i forening. Stående herude tæt ved Grådyb, kan man få en fornemmelse af de ufattelige mængder af vand, der hver dag strømmer ind og ud ad Vadehavet.
Fanøs sydspids, kaldet Hønen, er også et stormomsust hjørne. Her kan man opleve en enorm variation af vadehavselementer: store vadeflader, højsander, strand, klitter og strandeng – ja, faktisk også en ny ø (Keldsand) under dannelse.
Stor mangfoldighed
Fanøs store variation af naturtyper, til lands og til vands, giver gode muligheder for at opleve stor mangfoldighed. Fra Hønen kan man i træktiden se nogle af Vadehavets største koncentrationer af fugle: islandske ryler, hvidklirer, storspover, strandhjejler og strandskader. Også knortegæssene flyver talrigt forbi, både de mørkbugede og lysbugede.
Stranden er levested for sjældne kystfugle som hvidbrystet præstekrave og dværgterne, mens de store strandengsområder på Fanøs Nordspids er et af de vigtigste yngleområder for engfugle. Det rige fugleliv skyldes først og fremmest vadernes fantastiske rigdom af smådyr, som serveres for fuglene ved hvert lavvande.
Også botanisk er Fanø noget særligt. I klitlavningerne findes en række af de mest sjældne planter i Danmark – f.eks. sumphullæbe og Nordens mindste orkidé, den meget sjældne hjertelæbe. På hederne kan man i fugtige lavninger finde klokkelyng og den smukke klokke-ensian, som er vært for den sjældne sommerfugl ensian-blåfugl.
Velbevarede kulturmiljøer
Bybilledet i Fanøs to byer, Nordby og Sønderho, er fortsat præget af den oprindelige byggeskik, og de rummer nogle af de mest velbevarede kulturmiljøer i Danmark. Bygningskulturen i Sønderho og Nordby afspejler forskellige perioder i øens historie som søfartsø, og alene i Sønderho er der omkring 300 velbevarede, stråtækte skipperhuse omgivet af små haver og åbne grønninger.
Men udviklingen i de to bysamfund har været forskellig, og i dag er det tydeligt, at Nordby i årtier har været påvirket af naboskabet til Esbjerg og af at være kommunecenter og hjemsted for en række institutioner. Den udviklede et købstadspræg og fik også, i modsætning til Sønderho, sin andel af 60’ernes og 70’ernes store parcelhusbyggeri.
Folkemusik og folkedans
Fanø er også et af de steder, hvor man har den længste ubrudte tradition for folkemusik og folkedans. På årlige festdage i Sønderho og Nordby ifører man sig de gamle Fanødragter og danser en "sønderhoning" eller en "fannik". De traditionelle dragter kan ses udstillet på Fanø Skibsfarts- og Dragtsamling i Nordby, som også rummer en stor samling af skibsmodeller.
Også i forhold til malerkunsten har Fanø spillet en lang og vedvarende rolle, og på Fanø Kunstmuseum kan man nyde et fint udsnit de mange værker, som er lavet på øen.