Oplev tidevandet langs Vadehavet

Den lerjord, som havet aflejrer, er utrolig rig på næringsstoffer. Derfor er marsken, der grænser op til havet, meget fed sammenlignet med de hedesletter, der er længere inde i landet. Gennem tiden har marsken givet levebrød til en forholdsvis stor befolkning langs Vadehavskysten. Problemet var dog, at den lavtliggende marsk var udsat for stormfloder, der i tidens løb har krævet tusinder af menneskeliv. Vadehavets folk var derfor nødt til at bosætte sig på kanterne af de højere liggende geestområder. For bedre at kunne udnytte marsken, begyndte de at skabe kunstige forhøjninger, som de kunne bygge deres gårde på. Det er de såkaldte værfter, som findes mange steder i den sydlige del af det danske Vadehav. Allerede i middelalderen begyndte man at bygge permanente diger, der skulle holde havet ude. Det er dog først inden for de seneste 150 år, at de effektive havdiger er blevet bygget. Disse moderne diger har været en succes i forhold til at beskytte menneskerne mod stormfloder. Stormfloderne har heldigvis ikke forårsaget nogen dødsfald i den danske del af Vadehavet i mere end 100 år.

Forskellen på højvande og lavvande er normalt omkring halvanden meter, men vejr og strømforhold kan forstørre denne forskel. I stormvejr kan forskellen være op til 5 meter og i ekstreme tilfælde fører det til stormflod. Under orkanen i 1999 blev vandstanden i Ribe målt til 5,12 meter – herefter brød måleren sammen. Vandstanden blev endda målt ved lavvande. Hvis orkanen havde ramt ved højvande, ville vandstanden have været 1-1,5 meter højere og været tæt på at kravle over de 7 meter høje diger ved Ribe.

Den største af de danske vadehavsøer, Rømø, er et vidne om, hvordan tidevandet bygger landet. Rømø har navn efter en såkaldt rimme, der oprindeligt betegnede en lav bunke sand ud for kysten. Men efterhånden som vandet skyller op på rimmen og efterlader sand, vokser rimmen. Når sandet er tykt nok, blæser det sammen til klitter, der efter lang nok tid til sidst danner en ø. Bag ved klitterne opstår der så meget læ, at vandet står stille længe nok til at aflejre mudder og marsken begynder at blive dannet.  

Et andet eksempel på tidevandets kræfter, er halvøen Skallingen, der ligger ca. 10 km syd for Oksbøl og er blandt Danmarks yngste landskaber. Da den katastrofale stormflod i 1634 hærgede det meste af vadehavskysten, blev den daværende halvø Langli delvist skyllet væk og omdannet til en ø. I årtierne efter stormen og frem til begyndelsen af 1700-tallet, transporterede havet enorme mængder sand fra Blåvandshuk og Horns Rev længere mod syd, hvor Skallingen på kort tid bogstaveligt talt voksede op af havet. I de første 200 år var Skallingen et goldt højsande med enkelte klitter langs kysten. Udviklingen til det marskområde vi ser i dag, skyldes overordnet samspillet mellem plantelivet og tidevandet. Den yderst salttolerante plante kvelleren, var den første til at etablere sig. Når tidevandet to gange i døgnet bringer ler, silt og organisk materiale med sig, fanger og tilbageholder kvelleren en smule af det og får langsomt overfladens højde til at vokse. Marskdannelsen er nu i gang og det gør det muligt for andre planter at etablere sig, så endnu mere sediment tilbageholdes. Marsken vokser langsomt men stødt, og Skallingen er i konstant forandring.

På den måde opstår vadehavsområdets karakteristiske landskabstyper som et produkt af tidevandet.

Når tidevandet stiger og falder godt hver sjette time, skyldes det især Månens påvirkning af Jordens masse. Tyngdepåvirkningen fra Månen trækker i Jordens vandmasser, og der er forskel på kraften afhængigt af afstanden til Månen – det varierer over hele den måned det tager Månen at rotere rundt om Jorden. Når tiltrækningen er svagest, kalder vi det niptid, mens det omvendt kaldes springtid, når Måne og Sol tilsammen påvirker tidevandsstigningen stærkest.