Bygningskulturen ved Vadehavet

Allerede fra begyndelsen af yngre stenalder, begyndte mennesker at bosætte sig langs Vadehavet. Det var på den højtliggende geest, hvor de var i sikkerhed for stormfloder. De første spredte gårde blev bygget fra slutningen af bronzealderen, og efterhånden opstod der landsbyer. De fleste bebyggelser langs Vadehavet har derfor rødder flere tusinde år tilbage, og allerede i 700-tallets begyndelse fungerede Ribe som markedsplads for egnen.

Omkring år 1200 begyndte man at anlægge gårde på naturlige moræneknolde i marsken og senere på menneskeskabte forhøjninger, de såkaldte værfter. I dag er der 60 værfter bevaret i det danske vadehavsområde. Et af de tidligste værftsområder er Ved Åen i Tøndermarsken, hvor der har ligget ti gårde. På langt de fleste værfter ligger der kun én gård, men landsbyerne Ubjerg og Rudbøl ligger eksempelvis på landsbyværfter.

Den nordligste bebyggelse på et værft i Vadehavsområdet var landsbyen Misthusum i Ballummarsken. Landsbyen blev grundlagt i 1200-tallet, men den blev ødelagt af stormfloderne i år 1634 og 1720. Kort efter år 1800 blev byen forladt, men værfterne ses stadig i landskabet.

Købstæderne Tønder og Varde opstod ligeledes i middelalderen, og deres placering er knyttet til skibsfarten, da de i sin tid blev anlagt ved store, sejlbare åer. Inden digebyggeriet havde Tønder let adgang til havet, mens Varde var afhængig af ladepladserne ved Janderup, Hjerting og Ho.

I Ho Klitplantage fandtes i 1400-1500-tallet et af Nordeuropas største fiskerlejer, Sønderside, som forsvandt i stormfloden i 1634.

Fra 1700-tallet blev grundmurede huse, der blev bygget af teglsten, almindelige i vadehavsområdet. Teglstensbyggeriet bredte sig fra Holland op langs vadehavskysten, især efter stormfloden i 1634. Men bybrande ødelagde også mange af middelalderens bindingsværkshuse, blandt andet i Varde, og det bidrog også til udbredelsen af teglstensbyggeriet. I den sønderjyske del af vadehavsområdet blev den slesvigske gård karakteristisk fra engang i 1700-tallet. Disse gårde var oprindeligt stråtækte, og blev som regel bygget af klægsten, brændt i lokale teglovne. Gården bestod af en hovedlænge med stald og bolig adskilt af et tværgående rum, men der kunne være forskellige udlænger. Noget helt særligt var de indvendige tagbærende stolper, der gjorde konstruktionen mere modstandsdygtig ved stormflod. Det var en snedig konstruktion, der betød at taget blev båret af stolper og ikke selve husmuren – så hvis husmuren faldt sammen, ville taget stadig bestå. Derudover havde mange af gårdene en luge, den såkaldte arkengaf, over indgangsdøren. Den har både har givet adgang til høloftet og brandsikret adgangsvejen under det brandfarlige stråtag. Mange gårde i den nordlige del havde også arkengaf. Her var bindingsværk almindeligt indtil omkring år 1800, men derefter blev stort set alle bygninger opført med grundmur. Som regel var stuehuset det første, der blev ombygget, og siden fulgte de øvrige længer. Idealet var den firelængede gård med et lukket gårdrum. Men de fleste ejendomme havde to eller tre længer, de mindre havde dog kun én med beboelse og stald i hver sin ende. Den Gamle Digegreves gård Klægager i Ballum er et smukt eksempel på en firelænget gård.

I slutningen af 1800-tallet opstod den nye by Esbjerg. Byens huse blev opført i tidens historicistiske stil, der afspejler en blanding af tidligere stilretninger. I år 1870 fik byen en byplan skabt ud fra et klassisk byplansprincip med rektangulære karréer i et retvinklet gadenet, der skulle skabe et centrum omkring havn, jernbane og torv. Jugendstilen, der forener arkitektur og dekorativ kunst, kan fra omkring år 1900 ses i arkitekturen langs Vadehavet, hvor huset på Lundvej 39 i Varde er et smukt eksempel. På landet og i landsbyerne er der også huse og detaljer i jugendstil, for eksempel i Hjerpsted. I begyndelsen af 1900-tallet vandt en hjemstavnsstil, præget af gode materialer og solidt håndværk, frem. I Møgeltønder og omegn tegnede den lokale godsinspektør huse i denne stil. I Danmark udviklede stilen sig gennem Landsforeningen Bedre Byggeskik. Danske arkitektstuderende var blandt andet blevet inspireret af landlig byggestil ved opmålingsrejser til Møgeltønder og op langs vestkysten.

Fra slutningen af 1800-tallet blev vadehavsøerne et mål for badeturister, og den første sommerhuskoloni i det danske vadehavsområde blev bygget i Lakolk på Rømø. Der blev opført 37 blokhuse i klitterne. De lignede fjeldhytter med udskårne spær. Nogle af dem er der endnu, og det er stadig muligt at fornemme, hvordan badekolonien så ud omkring år 1900. På samme måde er det stadig muligt se nogle af se nogle af de gamle ferievillaer i første klitrække ved Fanø Bad. Men ellers er mange af de gamle pensionater og palæ-agtige badehoteller revet ned og erstattet af moderne feriecentre.

Mange steder langs vadehavskysten fremtræder ældre huse stadig meget velholdte og smukt bevarede.

I Ribe er den gamle bydel stadig præget af huse med bindingsværk eller grundmur fra slutningen af 1500-tallet og frem til begyndelsen af 1800-tallet. Husene ligger tæt i karréer, ofte med gavlene ud mod gaden.

Tønders bymidte bærer også stadig præg af den middelalderlige byplan med smalle grunde og gavlhuse, især baggaderne Spikergade og Uldgade er seværdige.

I Varde kan du opleve Jacobi Kirke, som er den eneste bygning, der har stået i Varde siden middelalderen. To brande i henholdsvis år 1779 og 1821 tog hver sin del af Vardes gamle huse, men det middelalderlige gadeforløb er stadig i behold.

Det er ikke kun i de større byer du kan opleve bygningskulturen, da mange landsbyer også har ældre bebyggelse. Sønderho på Fanø blev kåret til Danmarks smukkeste landsby i 2011 og rummer mange velholdte huse fra sejlskibstiden.

På samme måde er husene i Møgeltønder langs Slotsgaden og i Sønderbyen meget velbevarede. I Ballum førte en donation fra A.P. Møller Fonden i 2009 til et stort sammenhængende renoveringsprojekt af de gamle huse, som også er et besøg værd.

I Højer har Tøndermarksinitiativet gjort byen til besøg værd. Her kan man se spor af både den tyske og danske arkitektur i de nyrenoverede huse, som tegn på byens omskiftelige historie.