Marskens brug

Mennesker blev tidligt tiltrukket af marskens muligheder, og flere steder langs kysten er der spor efter bosættelser. Et af dem er Hjemsted Banke ved Ballummarsken, der var hjemsted for en bebyggelse allerede år 500 f. Kr. Det fede marsk-græs var velegnet til dyrehold, og i 1600- og 1700-tallet bidrog handlen med stude til især Holland betydeligt til indtægterne for områdets bønder. Bønder og handelsfolk nød også godt af beliggenheden ved Vadehavet, der indeholdt de fleste af det vestlige Jyllands få naturlige havne, som indtil sidste halvdel af 1800-tallet var afgørende for transport over større afstande. Beliggenheden gjorde dog også marskens beboere sårbare over for stormfloder, som fra det 12. århundrede har plaget vadehavskysten og har ført til, at bosættelser og landsbyer blev oversvømmet og forladt.

Friserne var de første til at bygge diger i Vadehavsområdet. De tidligste diger var lave sommerdiger, der kunne beskytte jorden mod det daglige højvande. Efterhånden som stormfloderne blev mere almindelige, opstod der et behov for varige diger som beskyttelse. Derfor byggede man de såkaldte havdiger. De var højere og kunne holde vinterstormenes vandmasser ude. På den måde forhindrede man også den naturlige dynamik med jævnlige, mindre oversvømmelser, og marsken blev forvandlet til mere almindelig agerjord. Inddigningen af den danske del af Vadehavet startede i Tøndermarsken, hvor det første havdige blev bygget i år 1556 og det sidste i år 1981, da Det fremskudte Dige og Vidåslusen blev indviet. Denne mangeårige landvinding har gjort Vidåen 20 kilometer længere, og kun skibet på Tønders byvåben vidner om, at byen engang var en vigtig havn tæt på kysten. Ribemarsken, Ballummarsken samt Tjæreborg og Darummarsken blev alle inddiget i begyndelsen af det 20. århundrede. Marsken omkring Ho Bugt er som den eneste i Vadehavsregionen aldrig blevet inddiget. Inddigningerne beskyttede området mod oversvømmelse, men skabte samtidig problemer med bagvandet fra åerne, der løber gennem marsken. Sluser i digerne skulle sørge for, at åvandet kunne passere ud gennem diget ved lavvande. Men ved vedvarende højvande måtte sluseportene forblive lukkede, og åerne oversvømmede landet bag digerne. Dette kunne gentage sig flere gange i løbet af vinteren og betød, at jorden ikke kunne udnyttes i denne del af året.

Omlægningen af landbruget fra studedrift til agerbrug betød øget interesse i at udnytte marskens jord mere effektivt. Det var baggrunden for afvandingen af Tøndermarsken, hvor der som det eneste sted blev etableret pumpestationer og ådiger. Ådigerne betyder, at Vidåen i modsætning til andre åer næsten aldrig går over sine bredder. Også Ballummarsken og Ribemarsken er afvandede, men udelukkende ved hjælp af kanaler.

Afvandingen var imidlertid ikke uden problemer. I marsken er de tidligere vådplanter blevet dækket til af Vadehavets mudrede vand og blevet til et varieret tørvelag under lerjorden. Bliver dette lag ikke holdt fugtigt, kommer der ilt til tørvelaget, og det ”brænder” sammen og synker. Dette er blandt andet sket i Ballummarsken, hvor nogle områder er sunket op til 75 centimeter. Det har ført til, at der er kommet nogle større, våde arealer.

Marsken var indtil midten af det 20. århundrede kun opdyrket i meget begrænset omfang, da de flade græsarealer blev brugt til studefedning og høslet. Opdyrkningen af marsken tog fart fra 1950’erne til 1970’erne, hvor havre var den dominerende afgrøde, da den kunne bruges til foder og samtidig groede godt i fugtig jord. Desuden gjorde større traktorkraft det muligt at pløje den tunge marskjord op.