Trækfugle i Vadehavet

Der er forskel på, om trækfuglene trækker kort, mellemlangt eller langt. Gråand og vibe er blandt de fugle, som trækker kortest. De yngler i Danmark, men trækker om nødvendigt til kysterne ved Tyskland og Holland for vinteren. Edderfugl og strandskade er blandt mellemdistance-flyverne, da de yngler i Nordeuropa og trækker til Vesteuropa. Endelig er der de absolutte langdistance-trækkere. Til denne gruppe hører arktisk ynglende trækfugle som islandsk ryle, kobbersneppe og stenvender, som alle flyver til det tropiske Afrika for vinteren. Den islandske ryle yngler i Sibirien og flyver mod Vestafrika for at overvintre – undervejs gør den holdt i Vadehavet for at spise. Fuglene mister rigtig meget kropsvægt på turen fra Sibirien til Vadehavet, men efter at have tilbragt et par uger i Vadehavet med at spise proteinrige muslinger, har den islandske ryle fordoblet sin vægt og er klar til den sidste del af turen til Afrika.

Fuglenes daglige flyveture foregår tæt på land, men når trækfuglene skal på rejse, stiger de til store højder. Mindre fugle som snespurv flyver en kilometer over landjorden, mens almindelig ryle, kobbersneppe og vibe trækker i fire til seks kilometers højde. De større fugle som gæs, traner og storke kan flyve så højt som seks til ni kilometer over Jordens overflade. For at kunne flyve i så stor en højde, må fuglene udnytte ilten bedre end arter som mennesker, for eksempel ved selv ved selv at tage ilten med. Nogle fuglearter har op til ni lungeposer, men de kan også bruge deres hule knogler til at oplagre ilt.

Trækfuglene har en medfødt evne til at finde vej. Det ved man bl.a. fordi trækfugleunger oftest bliver ladt alene få dage efter udklækningen, og begiver sig på træk uden nogen form oplæring eller hjælp fra forældrene. Hvordan fuglene orienterer sig, er langt fra klarlagt. Men den nyeste forskning viser, at et område i fuglenes hjerne indeholder neuroner, der kan registre magnetfeltets retning og styrke. Dermed kan fuglene formentlig korrigere deres rute, hvis de kommer på afveje. Fuglenes orientering er dog sammensat af mange faktorer, da de også kan orientere sig efter solen, stjernerne, ved landekending samt med deres lugtesans.

Med så mange fugle-besøgende kan man godt få tanken, om der er mad nok til dem alle. Det er der heldigvis og det skyldes især to faktorer. Den første er Vadehavets enorme biomasse, og den anden er fuglenes forskellige fysiologi. For selv om fuglene konkurrerer om føden, gør deres artspecifikke fysiologi, at de alligevel kan dele føden mellem sig. For eksempel varierer længden på fuglenes ben og næb fra art til art, og har betydning for, hvor de finder mad. En fugl som stor regnspove har et meget langt næb og kan finde mad dybere i vadefladen end en islandsk ryle, hvis næb er noget mindre. På den måde er fuglene ikke i direkte konkurrence med hinanden.