Naturen i Vadehavet rummer helt enestående, naturrigdomme, der. Et af de mest synlige beviser er områdets rige fugleliv. De forskellige naturtyper har hver især stor betydning for en række typiske arter af kystfugle, og samlet set er Vadehavet både vigtigt som yngleområde og som opholdsområde for talrige trækkende fuglearter, der søger føde, fælder og raster i området. Næsten en halv million par vandfugle yngler i det dansk-tysk-nederlandske Vadehav, og det unikke kystområde udnyttes på årsbasis af 10-12 millioner trækkende vandfugle af flere end 40 forskellige arter.
Vadehavet er det vigtigste vådområde for trækkende vandfugle i Europa, og er en del af Den Østatlantiske Trækvej, som knytter så forskellige områder som højarktiske tundraområder i Sibirien, Grønland og Nordcanada sammen med tidevandsområder og kystnære vådområder idet vestlige og sydlige Afrika. Vadehavets dyb, render, tidevandsflader og strandenge er sammen med de tilgrænsende, inddigede marskområder ideelle opholdsområder for mange bestande af gæs, ænder, vadefugle, måger og terner.
Af hel særlig betydning er tidevandsfladerne, som er nøglen bag den meget store biologiske produktion, som kendetegner Vadehavet. Ingen andre steder i kongeriget kan man opleve så store flokke af sjældne og spændende vandfugle, og der er noget at se på året rundt.
Efteråret er en særlig god tid til at se på fugle i Vadehavet. Da er der er flest rovfugle, gæs, ænder, vadefugle, måger, terner m.v. i Vadehavet, på denne årstid består bestandene af de forskellige arter også af årets produktion af unger.
Hvad de færreste ved, begynder fuglenes efterårstræk allerede omkring sankthans. Da kan man træffe vadefugle som storspove, hvidklire og sortklire, der allerede har været oppe i Nordskandinavien for at yngle. Når hunnerne har lagt æg overlades udrugningen til hannerne, mens de selv trækker tilbage til Vadehavet. Det er ngoet helt enestående blandt fugle og en tilpasning, som formindsker konkurrencen med ungerne om den sparsomme føde på ynglepladserne højt mod nord.
Først kommer hunnerne
Det tidlige efterår er præget af vadefuglenes træk. Først kommer de ynglende hunner, så resten af de voksne fugle og til sidst de unge fugle fra årets produktion. På denne måde kommer det samlede antal op på hundredtusinder af vadefugle i september/oktober. De udgøres af en række arter som strandskade, almindelig ryle, hjejle og rødben. Også lidt mere sjældne arter som islandsk ryle, lille kobbersneppe og strandhjejle kan ses i store flokke – især når de ved stigende vand afslutter deres fødesøgning på vadefladerne og søger ind på deres højvandsrastepladser på øer, højsande eller forlandene. Derudover ses vadefugle som bl.a. stenvender og sandløber i mindre antal, mens ternerne - fjordterne, havterne og splitterne – optræder i pæne antal langs kyster og på sandbanker i området.
Ænder og gæs
Men efteråret står også i svømmeændernes og gæssenes tegn. Trækket af svømmeænder som krikand, pibeand, spidsand og skeand fra skandinaviske og russiske ynglepladser indledes i september, men topper i midten af oktober, hvor flere hundred tusinder kan opleves rundt om langs kysterne i Vadehavet. Det samme gælder gæssene. Den første art er lysbugede knortegæs fra Svalbard, som allerede ankommer i slutningen af august, og kulminerer i september/først i oktober, når også de mørkbugede knortegæs og bramgæs i hobetal kommer ned fra de sibirske og russiske ynglepladser. De bliver skarpt fulgt af hele bestanden af kortnæbbede gæs, der som de lysbugede knortegæs yngler på Svalbard oppe i Ishavet.
Sidst på efteråret er langdistancetrækkere som islandsk ryle og havterne for længst trukket videre til overvintringspladserne i Sydvesteuropa og Nord- og Vestafrika - ja nogle helt til Sydafrika og Sydpolen.
Sort sol
Fænomenet sort sol, hvor hundredtusinder af stære samles over marskens vådområder, inden de i tusmørket går til ro i tagrørsskovene, kan opleves fra september til november. Den første nattefrost sætter som regel gang i stærenes træk mod de mildere himmelstrøg i Sydengland og i det nordlige Holland, Belgien og Frankrig. Sort sol går som regel ’i opløsning’ i november, men en mild begyndelse på vinteren kan få stærene til at blive, og de overlader deres skæbne til de klimatiske forhold.
Bliver, hvis det er en mild vinter
Mod vinter mindskes fuglenes antal i Vadehavet yderligere. Især hvis hård kulde og isdannelser indtræffer, rykker adskillige arter længere sydpå i Vadehavet og evt. til egnene omkring Den Engelske Kanal. Det gælder især svømmeænder og gæs og også de mere robuste arter blandt vadefuglene som strandskade, stor regnspove, vibe og hjejle. Men er det en mild vinter, kan disse arter ses i store antal i det føderige vadehavsområde, hvor mange af arterne pendler mellem selve tidevandsområdet og marskengene bag digerne.
Dette gælder i høj grad gæssene, som i løbet af efteråret er ankommet til ’ det milde hjørne af Danmark’ for at udnytte fødereserverne – både på strandengene og i de ferske enge og marker bag digerne. De har i nyere tid sågar tilpasset sig at søge føde på dyrkede marker langt inde i Sønderjylland. Om morgenen kan man opleve det store træk af gæs, når de flyver fra overnatningspladserne ude i Vadehavet ind til majsstubmarkerne inde i landet. Det fantastiske sceneri gentager sig i skumringen, når de titusinder af gæs returnere til Vadehavet, hvor de kan overnatte i sikkerhed for ræven og andre firbenede rovdyr. Langt de talrigeste arter er bramgås og kortnæbbet gås, men i stigende antal også den sjældne blisgås. Desuden har den hjemlige grågås måske allerede tilpasset sig klimaforandringerne. De tager ikke længere den lange tur til Sydspanien, men bliver i Vadehavet.
Edderfuglen er en typisk vintergæst
I render og dyb i de vestlige dele af Vadehavet kan man også se en typisk vintergæst i store antal. Det er edderfugle, som tilbringer vinteren i det næringsrige Vadehav, hvor de dykker efter blåmuslinger, som er deres foretrukne føde. De edderfugle, som yngler i store dele af Østersø-området er afhængige af Vadehavets muslinger – ikke kun når de opholder sig i Vadehavet, men også i kraft af de fedtreserver, de bringer med sig op til de store ynglepladser i Finland. Strandskaden er en anden muslingeæder, som ved højvande opholder sig i store flokke nær kysten og ved lavvande på de samme muslingebanker, som edderfuglene søger føde på ved højvande.
Kommer sydfra
Om foråret kommer mange arter til sydfra for at ’tanke op’ til den videre færd mod ynglepladserne mod nord. For nogle arters vedkommende helt oppe i arktiske egne. Vadehavet er for mange arter det vigtigste spisekammer på Den Østatlantiske Trækrute, og allerede fra marts stiger antallet af arter som storspove, lille kobbersneppe, islandsk ryle, almindelig ryle, strandhjejle, hjejle og rødben. I april-maj, lige før trækket mod nord, er flere af dem i stand til at oplagre store mængder af fedt på kroppen. Det er brændstof til flyveturen mod nord, og det er kendt, at fx en islandsk ryle er i stand til at fordoble sin vægt på bare et par ugers ophold i Vadehavets ’spisekammer’!
Madpakke fra Vadehavet
Et helt særligt og imponerende syn er det at se, når de arktiske vadefugle hen i maj/juni forlader Vadehavet og sætter kursen direkte mod nord eller nordøst for at flyve de sidste 4000-5.000 kilometer til den arktiske tundra, som på det tidspunkt stadig er snedækket. Den lange flyvetur kan kun realiseres, fordi de medbringer en nærende og velsmurt madpakke fra Vadehavet!
Jordrugende fugle
Når sommeren indtræffer i juni, har de fleste trækfugle forladt området og overladt scenen til ynglefuglene. Blandt ynglefuglene er det arter som gravand, strandskade, klyde, vibe, stor præstekrave, hvidbrystet præstekrave, stor kobbersneppe, rødben, hættemåge, dværgterne, fjordterne og havterne, der dominerer de marine dele af området. De er alle jordrugende og findes især i marsken, på strandengene, på strande, på sandbanker og øer.
De har i nyere tider med en voksende turisme fået vanskelige forhold at yngle under. Mange af dem er i tilbagegang, og der er særligt fokus på arter som klyde, hvidbrystet præstekrave og dværgterne, hvor Vadehavet huser meget betydelige dele af den danske bestand.
Der er også store fugleoplevelser på øerne og i Tøndermarskens vådområder langs Vidåen. Det gælder bl.a. sjældne arter som gråstrubet lappedykker, rørdrum, hedehøg, sortterne, skægmejse og blåhals.
Samlet set yngler titusinder af fugle i Vadehavet, som på hver deres måde stiller krav til velegnede levesteder.
Her mødes fuglene
Blåvandshuk er både Danmarks vestligste punkt og nordgrænse for Nationalpark Vadehavet. Hukket rager ud i Vesterhavet, og på grund af den ’knækkede kystlinje’, er det ét af de steder, hvor fugle mødes.
Under trækket kommer havfugle tæt på land, kystfugle af mange arter (især vadefugle) som trækker langs Jyllands Vestkyst møder ’næsen mod vest’ mens landfugle af forskellig slags ophobes især om efteråret på og over Hukket, inden de trækker videre ud over havet med kursen mod overvintringsområderne mod sydvest.
Ved Blåvandshuk ligger Blåvand Fuglestation, som i mere end 60 år har fulgt fuglenes træk, og som af og til udbyder arrangementer med fugleindhold.
Find udsigt til bunden af Ho Bugt
På Ho Bugt Vej ved Kjelst midt for ’bunden’ af Ho Bugt ligger Kjelst Plantage (5. Juni Plantage af 1889) på kanten af højdedraget mod nord. Her findes en udmærket rasteplads med en fin udsigt over Ho Bugt, borde/bænke, informationer og et toilet.
Herfra kan man både vinter, forår og efterår se tusinder af vandfugle, som ved lavvande søger føde på de vidstrakte vadeflader eller ved højvande på strandengene neden for kanten af bakkeøen.
Karakteristiske arter er havørn, blå kærhøg, grågås, gravand, krikand, spidsand, klyde, storspove og almindelig ryle.
Helt unikt er de store forekomster af fældende klyder i sensommeren, der til tider ses som hvide bræmmer mod sydøst. Klyderne trækker her til fra et meget stort område for at finde fred og ro og udnytte de store forekomster af slikkrebs på de bløde slikvader.
Store koncentrationer på sydspidsen
På Fanø findes meget store områderne med natur af høj kvalitet, og adskillige steder på øen findes gode fuglelokaliteter og steder, hvor man kan søge viden om og oplevelser med fuglene, som fx ved Sønderho Strandsø 3,5 km nord for nedkørslen til Sønderho Strand.
Helt særlig er dog øens sydspids, Hønen, hvor man fra de store klitter mod øst har udsigt til Keldsand og nogle af de største koncentrationer af fugle i Vadehavet. Men desværre står fuglene ofte langt ude på højsandet, og skal fuglene ses på tættere hold, kan det ske tre-fire timer før højvande, hvor mange af dem trækker tæt forbi Hønen på vej til Keldsand for at raste.
Allerede i juli og august har man bl.a. gode muligheder for at se store forekomster af arter som storspove, lille kobbersneppe, almindelig ryle, rødben og hvidklire. I august/september kan man være heldig af se lysbugede knortegæs, som er en fåtallig gåseart, der yngler på Svalbard. En væsentlig del af hele verdensbestanden samles i Vadehavet og Vestjylland om efteråret, inden de flyver til England for at overvintre.
I september ses også strandhjejle og strandskade i store antal på højsandene mod vest. I oktober ankommer den mørkbugede knortegås, som også er arktisk art, men som til forskel fra den lysbugede knortegås yngler i Sibirien.
Om foråret, især i april og begyndelsen af maj, kan der ses mægtige flokke af islandske ryler, og i modsætning til de sibirske islandske ryler som ses langs fastlandskysten, hører fuglene, som ses på Fanø, især til den del af bestanden, som yngler i det nordligste Grønland og Canada.
Skestorke og store flokke af gravænder
Et stykke syd for Esbjerg løber Sneum Å ud i Vadehavet, og vaderne og forlandene både nord og syd for Sneum Sluse kan også byde på islandske ryler, men det er især de store flokke af gravænder i september, som er et fantastisk syn.
Senere i oktober ses mange pibeænder og i de senere år desuden også de største forekomster af spidsænder i Danmark. Sidstnævnte har ikke tidligere været almindelig i Vadehavet, men flokke på flere end 5000 spidsænder er ikke usædvanlige. Det er således næsten 10 % af den samlede verdensbestand af spidsænder, som raster her.
Sneum Digesø i engene bag slusen er først og fremmest et godt yngleområde med bl.a. Danmarks største koloni af hættemåger, men er også en vigtig rasteplads for vandfugle, som især i forbindelse med storm og højvande uden for havdiget søger ly og læ i søområdet. Som noget helt særligt kan man under højvande i sensommeren opleve flere hundrede skestorke raste i søområdet, hvor der i øvrigt er fred og ro året rundt.
Fugle på begge sider af slusen
Ved Ribe Kammersluse er der gode muligheder for at se mange hvidklirer. De er der allerede fra juli-august, og søger føde i småpytter og pander på forlandet. Går man på diget mod syd, er der også gode muligheder for at se flokke af rødben på forlandet ved det gamle udløb for Ribe Å.
Senere på efteråret optræder bramgæs i tusindvis. De overnatter ude i Vadehavet, men flyver om dagen ind i marsken bag digerne for at æde på markerne. Her er de lette at få at se.
Om foråret er området ud for Kammerslusen også et godt sted at se arktiske ynglefugle som islandsk ryle og lille kobbersneppe. De søger føde ude på tidevandsfladerne, men kommer ved højvande ind og står på den yderste del af forlandet. Der kan være flere tusinde, og under gode forhold kan deres kobberrøde fjerdragter ses.
Især godt om foråret
Mandø byder på mange fugle året rundt, men skal især besøges om foråret, hvor bl.a. tusindvis af bramgæs søger føde på græsmarkerne. Denne art var tidligere en sjælden gæst i Vadehavet, men er steget kraftigt de seneste årtier, desværre til gene for landmændene på øen.
Langs Mandøs nordlige kyst kan man ved stigende vand i april/maj se store flokke af små kobbersnepper, som samles, inden de flyver ind til Ribe Kammersluse for at raste under højvandet. Flokkene her kan tælle op til 20.000 fugle og undertiden flere. I samme område kan der i maj ses flokke af islandsk ryle i lignende antal. Begge arter yngler i Arktis, i Nordgrønland og i Sibirien, og de forlader Vadehavet i de sidste dage af maj eller første dage af juni.
Knortegæssene, der især græsser på strandengene rundt om øen, skal også til det nordlige Sibirien, og forlader det danske Vadehav i løbet af de sidste ti dage af maj.
På Mandø kan man også være heldig at se - eller snarere høre - den lille regnspove. Dens fløjt lyder nærmest som et hestevrinsk. Den færdes på engene i små flokke, og kan derfor være vanskelig at opdage.
Å-udløb og klæggrave
På fastlandet i området mellem Ribe Å og Rømødæmningen findes også en række gode steder at se på fugle. Ikke mindst ved å-udløbene – som ved Rejsby Sluse og Brøns Sluse. Forlande og tidevandsflader bugner som udgangspunkt med gæs, ænder og vadefugle, ligesom man også har mulighed for at se flere end ti stykker af den ny-indvandrede sølvhejre. Desuden er der god chance for at se havørn og vandrefalk jage efter nogle af de mange vandfugle.
I marsken bag digerne ses også mange fugle – især i træktiderne, hvor gæs og ænder af adskille arter søger føden i engene. Et markant syn om efteråret er også tusindtallige flokke af hjejler, som i vinterhalvåret tilbringer en stor del af tiden her. Så bløde hjejle-fløjt er en del af oplevelserne her!
Desuden er der også et par klæggrave på denne strækning af vadehavskysten. Her har man ved forstærkninger af havdiger gravet det vigtige råstof, klæg. På denne måde opstået en række ferske søer, som også huser et rigt fugleliv. Det gælder især de yngste, som fra starten er blevet udgravet og efterbehandlet på en fuglevenlig måde. Det er fx Gl. Hviding Engsø nordvest for Rejsby og Astrup Engsø i engene lige nord for Rømødæmningen. Her – og ved Kildebjerg Sø ved Astrup – er der, som en del af projektet ’Velkommen til Nationalpark Vadehavet’, opført nogle fine fugleskjul, hvor man kan opleve fuglelivet i ’digesøerne’. Det gælder mange arter - bl.a. rørhøg, vandrikse, grågås, toppet lappedykker, gråstrubet lappedykker, gråand, knarand, troldand og småfugle som skægmejse, rørspurv og den sjældne rørdrum.
Klyderne samles her
Rømødæmningen er kendt af de fleste, men de færreste ved, at næsten hele den nordeuropæiske bestand af klyder opholder sig her i juli/august. Adskillige tusinder af denne elegante fugl samles her for at skifte fjerdragt, inden de fortsætter trækket til Sydvesteuropa. Desuden kommer der også fugle sydfra, som kommer for at udnytte de rige forekomster af slikkrebs og dyndsnegle, som findes syd for Rømødæmningen. Da fjerdragten er hvid, forveksler mange dem på afstand med måger, men med kikkert kan man se de sorte tegninger på kroppen og det opadbøjede næb, som har givet den øgenavnet ´skomagerfuglen´. Næbbet minder lidt om en skomagernål.
I juli/august kan sortkliren, som ellers er en sjælden fugl, også ses i på vadefladerne langs dæmningen. Den bliver her kun i kort tid, for i slutningen af august trækker den videre til Nord- og Vestafrika. Almindelig ryle samles ved Rømødæmningen i store flokke på 20.000-30.000 fugle, sommetider flere. Det sker i oktober, hvor de unge fugle slutter sig til de gamle, som har været her siden august.
I september er det især krikænder og i oktober pibeænder, som samles på strandengene langs dæmningen, hvor de æder frø af de planter, som findes her på overgangen mellem land og hav. Når denne fødekilde er opbrugt, tager de på natlige togter ind i Ballum Enge for at æde.
Hele vinteren ses ofte fem-seks havørne, og på rastepladserne på dæmningen er der plancher, som bl.a. fortæller om det rige fugleliv det meste af året.
Rømø er et overflødighedshorn af natur, og på trods af den omfattende turisme, findes der en stribe steder, hvor man kan fordybe sig i fuglelivet. Længst mod nord finder man Juvre Kog, indrammet mod vest, nord og øst af Juvre Dige. Allerede med et stop ved Mulitirast (madpakkehus og toilet) ved skydeområdets begyndelse kan man gå op på udsigtspladsen på havdiget, hvorfra der er udsigt til nogle af Danmarks største strandenge, som strækker sig fra Lakolk Camping mod sydvest over Nørreland til flyvevåbenets skydeområde nord for diget. Det er et vigtigt område for både yngle- og trækfugle i Vadehavet. I træktiden kan man med lidt held se flokke af knortegæs, storspover og hjejler, men også enkelte blå kærhøge, som jager over de vidtstrakte flader.
Engene i Juvre Kog er gode raste- og fødesøgningsområder for især gæs og vadefugle. Ofte kan man opleve flokke af bramgæs og grågæs, som sammen med store antal storspover, hjejler og viber raster eller søger føde i engene. I vinterhalvåret finder man også gæstende småfugle som bjerglærke og bjergirisk. Som et resultat af en digeforstærkning er der ude mod øst i kogen opstået et spændende søområde. Her er den ca. ni hektar store Juvre Digesø udgravet for at få skabt et nyt, godt fugleområde med forskellige vanddybder, bugter, vige og øer. På engene ved søen er der desuden anlagt et antal lavvandede vandhuller. Der opføres en informationsbase, som bliver bygget ind i ’en bid’ af et havdige og med plads til ophold, formidling og at nyde fuglelivet fra store, såkaldte ’énvejs-ruder’ i gavlen ud mod søen. Her fra bliver der gode muligheder for at se på en række arter af vand- og vadefugle samt forhåbentligt en god koloni af hættemåger. Fra Juvre Dige lige øst for søområdet er der rigtigt gode forhold for ved højvande at se på flokke af skarver, knortegæs, strandskader, storspover og almindelige ryler på det gamle forland mellem diget og Juvre Pril.
Går turen til den anden ende af Rømø, så er et stop ved hjørnet mellem Havneby og Havneby Dige lige sydvest for havnen et besøg værd. Her ligger et vildtreservat med navnet Helm Odde. Det er et lille stykke tidevandspåvirket strandeng med tilstødende vadeflader mod øst og syd, som er vigtigt som både fødesøgnings- og rasteområde. Fra strandpromenaden ved Rømø Havn og Havneby Dige er der en glimrende udsigt til fugleområdet. Her ses ofte flokke af knortegæs og pibeænder, som søger føde på strandengen mens tusinder af vadefugle som strandskade, storspove, lille kobbersneppe, islandsk ryle og almindelig ryle raster under højvande i Vadehavet. Strandpromenaden er også et fremragende område at se edderfugle fra, men også den sjældne stenvender kan ses på vadefladen neden for promenaden.
Desuden ligger lokaliteten meget nær Stormengene, et strandengsområde få kilometer mod vest. Området ejes af Fugleværnsfonden, og der en gode informationer om fuglelivet på skiltene rundt om reservatet.
Ballum Sluse med Brede Ås udløb i Vadehavet hører til i eliten af gode fuglesteder i Nationalpark Vadehavet. Året rundt ses her masser af fugle, og området ved slusebygningen er et godt sted at stå. Her fra kan man både overskue tidevandsområdet syd for Rømødæmningen og de vidtstrakte marskenge mod øst. Mod vest kan man ved lavvande både forår og efterår se tusinder af vadefugle fouragere på de vidtstrakte slikvader, som ved højvande raster i hjørnet syd for Rømødæmningen eller på det brede Ballum Forland mod syd. Der er tale om en lang række arter som klyde, storspove, lille kobbersneppe, hjejle, strandhjejle, hvidklire og rødben.
De mange vadefugle får i træktiderne selskab af store flokke af svømmeænder som krikand, pibeand og spidsand, som ind imellem bliver jaget af havørne og vandrefalke, som fra efterår til forår opholder sig her.
Ballum Enge øst for diget mellem Rømødæmningen og Vesterende Ballum er vigtige som levested for en lang række af Vadehavets fugle. Det er et fascinerende syn at se, når viber og hjejler – ofte i selskab med stære – i tusindvis søger føde på de vedvarende græsarealer.
Men uanset hvilken vej man kigger, så er noget af det mest spektakulære ved Ballum Enge at opleve de titusinder af bramgæs og kortnæbbede gæs, som om efteråret pendler mellem baglandet som fødesøgningsområde i dagtimerne og tidevandsområdet som en rævesikker overnatningsplads. I løbet af især oktober og november udspiller der sig i morgen- og aftentimerne et uforglemmeligt sceneri, når op mod 75.000 gæs flyver over havdiget.
I Tøndermarsken kan man opleve fugle året rundt, men området er særlig interessant at besøge i sensommeren, når de store flokke af grågæs samles efter ynglesæsonen. De overnatter i Margrethekog og trækker ved solopgang ind i de øvrige koge for at æde.
I oktober og november ankommer bramgæssene fra yngleområderne ved Østersøen og i Rusland, og de kan stå i så store og tætte flokke, at markerne nærmest farves blågrå, når de ses på afstand. I de samme måneder raster hjejlerne i store antal i Tøndermarsken, som er et af Danmarks største lavbundsområder. Hjejlen yngler i Skandinaviens fjelde, hvor der kan være flere kilometer mellem hvert par, men når de mødes i Tøndermarsken kan de danne flokke på 10.000-15.000 fugle.
Den yderste kog, Margrethekog, er vildtreservat med adgangsforbud, men man kan godt opleve det rige fugleliv alligevel. Dels i det såkaldte dagligreservoir ved slusen og dels ved klæggravene i den østlige del, hvor man har et godt overblik fra det gamle havdige. Desuden kan man også opleve de mange fugle i den sydlige del af Margrethekog og Saltvandssøen fra vejen på den dansk/tyske grænse. I juli og august er der blandt meget andet gode muligheder for de sjældne arter sortklire og brushøns.
Senere på efteråret ankommer svømmeænderne i store antal – bl.a. krikand, pibeand, spidsand og skeand. Med de store fuglemængder følger også rovfuglene. Vandrefalk ses regelmæssigt i september og oktober, og med lidt held kan man se denne hurtige rovfugl jage arter som krikand og strandhjejle. Angrebet sker fra stor højde, og med en hastighed på over 100 km/t slår den fuglene. Gennem det meste af vinteren ses der også flere end 10 havørne. De er ikke så hurtige som vandrefalken, og lever mest af døde eller svækkede fugle og dyr.
I april og maj ankommer de arktiske trækfugle, islandsk ryle, strandhjejle og lille kobbersneppe fra overvintringsområderne i Afrika. Islandsk ryle og lille kobbersneppe kan stå i flokke på mange tusinde i Saltvandssøen eller på forlandet vest for havdiget. Især når højvandet er usædvanligt højt, kommer der også fugle fra den tyske del af Vadehavet til Saltvandssøen, og ved disse lejligheder ses flokke på op til 60.000 fugle. Strandhjejlen er ikke så talrig, men ofte ses flere hundrede fugle.
Brushanen, som kendes på hannernes flotte yngledragt med en spraglet fjerkrans om hovedet, er blevet fåtallig i de senere år, men netop i Margrethekog samles stadig et stort antal. Og selv om de stadig er på træk, kan man opleve hannerne danse for at vinde hunnernes gunst.
Andre gode fugle-steder i den sydlige del af Nationalpark Vadehavet omfatter bl.a. Vidåslusen, hvor man fra toppen af slusetårnet har et godt udsyn til alle sider. Her fra kan man opleve mange fugle af forskellige arter, lige som der er indrettet et fint infosted i tårnet.
Et andet velkendt område, som huser en lang række fuglearter tilknyttet vådområder er rørsumpene langs Vidåen og i Magisterkogen, som strækker sig fra grænsebyen Rudbøl og Rudbøl Sø mod øst til grænseovergangen ved Møllehus. Her kan man året rundt opleve yngle- og trækfugle i rigt mål.
En af de særlige ynglefugle er sortternen, som i dag kun findes tre steder i Danmark, og vådområderne i Magisterkogen og Hasberg Sø umiddelbart sydøst for Møllehus huser nu to tredjedele af den danske bestand. Sortternerne ankommer fra overvintring i Atlanterhavet ud for Vestafrika sidst i april og begyndelsen af maj, og i løbet af forsommeren etablerer de sig i to-tre kolonier. Fra den del af Tøndermarskstien, som løber på toppen af ådiget på nordsiden af Magisterkogen, kan de ynglende sortterner og deres flyvefærdige unger ses hen over sommeren, indtil de i august atter sætter kursen mod havet under varmere himmelstrøg.
Når stærene danser på himlen
Som et helt særligt og meget velkendt fugle-fænomen forekommer ’sort sol’ ved Vadehavet. Det kan opleves forår (marts) og efterår (september – november), når stære på træk samles i store flokke for at overnatte sammen i tagrørsbevoksninger i vådområder, hvor de er i sikkerhed for rovfugle. Sort sol kan bl.a. opleves i Ribemarsken, ved Ribe Østerå og ved Astrup Banke, men de allerstørste flokke af stære dukker op til aftensamling over vådområderne i de indre dele af Tøndermarsken – Rudbøl Sø, Magisterkogen, Hasberg Sø. Der kan være tale om flere end en halv million fugle, og lige før stærene går ned i tagrørene for natten, danner de store flokke mønstre på himlen, der næsten formørker solen. Her af navnet sort sol.