Landskabet ved Vadehavet

Fra Danmark til Holland

Vadehavet strækker sig fra Blåvands Huk i Danmark til Den Helder i Holland – en strækning på omkring 500 km. I alt er der 23 vadehavsøer, og Vadehavet består af øerne og hele området mellem disse øer og fastlandet. Området udgør den længste ubrudte strækning af sand og mudderflader i verden. Dette unikke areal er dannet ved en kombination af aflejringer fra istiderne, tidevand, bølger, mudder, planter og en helt ufattelig mængde af dyre-ekskrementer. Først langt henne i Vadehavets udvikling begyndte mennesket at forme landskabet i sin søgen efter nyt land og beskyttelse.

Isen lagde bunden

Vadehavets helt tidlige historie er præget af de to sidste istider, hvor enorme isskjolde dækkede store dele af Nordeuropa og ændrede landskabet under og omkring sig. For 140.000 år siden toppede istiden Saale, og da isen smeltede bort, fremstod det, der nu er vadehavsområdet, som et bakket landskab – ikke ulig det, vi kender fra det østlige Danmark. Bakker er der ikke mange tilbage af langs Vadehavet i dag, men alligevel er området ikke helt fladt – der er rester af bløde bakker, der ses som højere partier langs kysten. Disse kaldes i lokale munde for gest. For omkring 11.500 år siden sluttede den sidste istid (Weichsel), og her nåede isen kun til ca. 80 km øst for vadehavsområdet. Fra isen udsprang floder af smeltevand, der banede sig gennem landskabet og bragte sand og grus med sig mod havet. De store mængder af grus og sand lagde sig som en tyk og jævn dyne, der hældede mod vest og gjorde landskabet til en flad slette.

Øerne opstod

Herefter slap isen sit tag, og havene begyndte at stige. For omkring 8000 år siden var vandet steget så meget, at det var blevet til det, der i dag er Nordsøen. Siden da har det været tidevand, vind og bølger, der formede landskabet. Nordsøen bragte sandet fra de store smeltevandsfloder tilbage mod kysten, hvor det blandt andet lagde sig som sandflader. Med tiden nåede sandfladerne en højde, hvor de kun sjældent blev oversvømmet. Sådan opstod en af Vadehavets karakteristiske landskabsformer: Højsanderne. Højsanderne var tørlagte og her kunne planter få plads til at gro. Planterne fangede fygende sand mellem deres stængler, og sådan blev grundlaget for de første klitter og Vadehavsøer lagt.

Dyr og planter

Ved hvert højvande skyller i omegnen af 2 km3 vand gennem dybene i danske del af Vadehavet. Vandet bringer store mængder sand og ler ind i lagunerne mellem øerne og fastlandet, hvor en lille del aflejres i det rolige miljø. På mudderfladerne lever store mængder bunddyr som muslinger og snegle, der filtrerer vand og ler-partikler i deres søgen efter føde. De fine partikler går, kort sagt, gennem dyrene og kommer ud af den anden ende som større partikler. Grove partikler er sværere for bølger og strøm at flytte rundt på, og dermed har dyrelivet sin andel i, at mudderfladerne får tilført materiale.

Menneskets rolle

De frodige marskområder tiltrak mennesker, der tidligt bosatte sig på den højere liggende gest, i en vis sikkerhed fra stormfloder. Som en yderligere beskyttelse mod havet, anlagde man i middelalderen de første diger i Tøndermarsken. I dag er det kun marsken omkring Ho Bugt og i Varde Ådal, der ikke er diget ind, og dermed er de fleste marskområder frataget deres naturlige udvikling med årlige oversvømmelser og tilførsel af materiale.

I takt med at den teknologiske udvikling gav mulighed for det, begyndte det menneskelige aftryk på landskabet for alvor. Sejlrenden gennem Grådyb ved Esbjerg blev gravet dybere og dæmningerne ved Rømø og Sild blev anlagt. Det er alle eksempler på infrastruktur, der har påvirket den naturlige balance mellem nedbrydning og aflejring i større områder.

Fotos: Carsten Pedersen, RedStar, Svend Tougaard