Vadehavets strande

Vadehavet er kendt for sine store, brede sandstrande. Her kan du høre bølgernes brusen, få vind i håret og sol på kinderne. Der er masser af plads til en badetur om sommeren eller en rask spadseretur resten af året.

De store strande ved Vadehavet indbyder til leg og aktiviteter.

Blandt Danmarks bedste badevand

Biologisk set ligger Vadehavet helt i top som et af de mest værdifulde havområder på kloden, men Vadehavet er også kendetegnet ved uklart vand og mudrede bundforhold – ikke ligefrem faktorer, der tæller op, når man skal på badetur. Ikke desto mindre er Nationalpark Vadehavet begunstiget med noget af Danmarks bedste badevand, og ifølge mange også med Danmarks bedste strande. Strandene er store og brede – nogle steder flere kilometer brede – og består gerne af fint, hvidt sand. Og strandbunden er næsten fri for sten og skaller, helt perfekt til en tur i vandet.

Planlæg din tur til stranden

De skønneste strande finder du på halvøen Skallingen og øerne Fanø og Rømø. Især Fanø og Rømø brillerer med deres brede strande med klitlandskab i baggrunden. Nogle steder, som ved Lakolk strand på Rømø, er bilkørsel endda tilladt. Sønderstrand på Rømø er Nordeuropas bredeste strand med en bredde på helt op til fire kilometer. Her er derfor god plads til alle, uanset om du vil bade eller foretrækker at befinde dig med fast sand under fødderne. På Sønderstrand er der ligeledes indrettet særlige områder, hvor du kan dyrke aktiviteter som strandsejlads, kitebuggy og blokart.

Andre smukke strande du kan besøge langs Vadehavet er:

  • Blåvand Strand
  • Hvidbjerg Strand
  • Skallingen Strand
  • Hjerting Strand
  • Fanøs strande
  • Lakolk Strand, Rømø (Blå Flag-strand)
  • Sønderstrand, Rømø (Blå Flag-strand)

God plads til alle – også dyrene

De enorme strande har god plads både til mennesker og dyr, men husk at vise hensyn til omgivelserne. Strandene er vigtige ynglesteder for fugle som terner, præstekraver og strandskader. Det er vigtigt, at vi passer på fuglene og ikke forstyrrer de yngleområder, hvor de har reder med æg og unger – disse steder markeres med skilte og hegn. Går du tur på stranden, er det bedst at gå helt tæt på vandet, for fuglenes reder ligger som regel højere oppe, hvor vandet ikke kan nå dem. Kommer du alligevel for tæt på, skal fuglene nok gøre opmærksom på det ved for eksempel at skræppe op, løbe nervøst rundt eller direkte at angribe – det er alle tegn på, at du bør skynde dig væk. Husk også at holde din hund i snor på stranden fra den 1. april til den 30. september på grund af fuglenes ynglesæson. Så bliver strandturen dejlig for alle.

Stranden er et besøg værd på alle tidspunkter af dagen og året.

Læs mere om strandene

Flere steder ved Vadehavet må man køre på stranden. Her ses Lakolk strand på Rømø.

Sådan er du den bedste gæst, når du besøger strandene

  • Vis hensyn til både mennesker og dyr i din færden.
  • Hold afstand til områder med ynglefugle og vær opmærksom på fuglenes signaler: Skræppen, basken med vingerne og angreb er tegn på, at du er kommet for tæt på.
  • Skræm aldrig fuglene på vingerne.
  • Hold din hund i snor fra den 1. april til den 30. september. Respektér at Blå Flag-strande er hundefri zoner.
  • Kør med omtanke på strande, hvor bilkørsel er tilladt. Undlad at køre i klitterne.
  • Saml det affald op du finder. Også selv om det ikke er dit.
  • Tjek vind og vejr inden du begiver dig afsted, f.eks. på tidevandstabellerne hos DMI
Sandet på Lakolk strand er så fast, at man sagtens kan cykle på stranden.

Fotos: Gitte Lindeborg, John Frikke, Carsten Pedersen