Søfart og handel

Søfarten spillede tidligt en stor rolle i Vadehavsområdet, og med den fulgte en international udveksling af varer, kultur og idéer. Å-løbene gjorde det muligt at sejle varer med skib til og fra punkter inde i landet, hvilket klart var at foretrække frem for transport på land, der på dette tidspunkt var meget besværligt og langsommeligt. Der, hvor skibene nåede op til et vadested, opstod ofte et knudepunkt for handel. Arkæologiske fund vidner om tidlig handel med fremmede folkeslag, blandt andet fra Dankirke nær Vester Vedsted. Mange af områdets senere byer var oprindeligt handelspladser. Det ældste eksempel på det er Ribe, der var opstået som en international handelsplads, allerede inden vikingerne gjorde handelspladsen permanent i år 710.

Sejladsen gjorde det lettere at transportere tunge og store materialer langvejs fra. Landtransport foregik enten til fods eller med usikre dyretrukne køretøjer, mens skibe på den tid kunne transportere en større last meget hurtigere. Dette fik betydning for områdets kirkebyggeri. En stor del af vadehavsområdets kirker er bygget i romansk stil i 1100- og 1200-tallet af tufsten, som blev sejlet hertil fra området ved Rhinen.

I middelalderen tildelte kongen en række større handelspladser monopol på handel, håndværk og sejlads. De blev dermed købstæder. Den vigtigste af dem var Ribe, som allerede i år 948 blev bispesæde og kongeligt hovedkvarter. I 1100-tallet blev den imponerende domkirke bygget. Navnlig eksporten af okser gav byen sin indtjening i middelalderen, og i 1500-tallet var Ribe blandt Danmarks største byer. De andre købstæder i området var Tønder (år 1243) og Varde (år 1442). Fælles for alle tre købstæder er, at de ligger ved åer med adgang til Vadehavet. De største skibe kunne ikke gå helt ind til byen, så ofte blev varerne lastet om ved ladesteder. Mindre både, de såkaldte lægtere, eller hestevogne sørgede for transporten mellem ladested og by. Langs kysten lå der omkring 20 af sådanne større eller mindre ladesteder. Blandt dem var Højer og Ballum, der hørte til Tønder. Rømø, Hviding Nakke og Sønderho servicerede Ribe. Mens Janderup og Hjerting var ladesteder for Varde.

Særligt befolkningen på øerne deltog i søfarten, sideløbende med at de drev landbrug og fiskeri. Rømøfolkene spillede således en stor rolle i Ribes søfart indtil år 1644, da svenske tropper brændte størstedelen af Rømø-flåden af. Herefter måtte mange af øens beboere søge hyre på skibe, der sejlede fra tyske og hollandske havne, og rømøboerne udviklede med tiden en særlig ekspertise i fangst af hvaler og sæler. Mange Rømø-boere blev ligefrem kommandører, det vil sige kaptajner på fangerskibe.

I 1700-tallet flyttede tyngdepunktet i Vadehavets søfart mod nord. Ribe havde allerede fra begyndelsen af 1600-tallet oplevet nedgang i handel og søfart. I stedet blev det Vardes ladeplads Hjerting, der indtog pladsen som den mest travle havn i Vadehavet. Herfra var der trafik til det norske, og varer til store dele af Jylland blev landet her. Fanø udviklede i løbet af 1700-tallet en sejlskibsflåde, som blev en af landets største med fart på verdenshavene. Sønderhos og Nordbys mange fine skipperhuse stammer fra denne tid.

I midten af 1800-tallet gjorde dampskibene deres indtog, og Hjerting havde i årene 1848-50 dampskibsforbindelse til England, som det eneste danske sted uden for København. I 1855 fik også Højer en damp-rute til England. Danmark mistede de fleste af sine havne i Vadehavet ved nederlaget i år 1864. Rigsdagen besluttede derfor at anlægge en ny havn i Esbjerg som erstatning. Den kom i brug i år 1873 og ændrede helt havnestrukturen i vadehavsområdet. I Esbjerg var der ikke alene en havn, som store skibe kunne anløbe. Der var også jernbaneforbindelse til resten af landet og store dele af Europa. Havnen og jernbanen udgjorde en betydelig konkurrent til søfarten fra den øvrige del af Vadehavet, og Esbjerg blev efterhånden den altdominerende havn i området.

Esbjerg var anlagt som en transporthavn, der var velplaceret til at udskibe landbrugsvarer til England. Men snart opdagede fiskerne langs vestkysten, at byens havn og jernbane gjorde det muligt hurtigt at levere fisk til et større marked. Mange fiskere flyttede derfor til Esbjerg, som udviklede sig til Danmarks største fiskeriby, en position den holdt til slutningen af 1900-tallet. I dag er der kun få kuttere tilbage, men Esbjerg er stadig en af Danmarks største havne. Esbjerg Havn har nemlig fået en stor rolle i offshore-industrien inden for gas, olie og vindkraft.