Halvøen Skallingen fungerer ligesom Fanø og Rømø som en såkaldt barriereø, der skærmer Vadehavet mod det mere barske hav Nordsøen. Skallingen er den nordligste del af hele systemet af barriereøer, der strækker sig langs med hele vadehavskysten i Danmark, Tyskland og Holland.
Skallingen blev dannet som følge af en voldsom stormflod i 1634 og er noget af det yngste land i Danmark. Halvøen er præget af klitter og vesterhav mod vest – med en fin badestrand, og af marskdannelse og vadehav mod øst. Skallingen blev fredet i 1938, og i 1979 købte staten hele området. Siden da er ødelagte klitter ikke blevet genetableret, og Skallingen er dermed overladt til naturkræfterne. Dynamikken er enorm, og halvøen er under konstant forandring. Nogle steder bygges den op, andre steder brydes den ned – fx er sydspidsen, Skallingende, i løbet af de seneste årtier blevet halvanden kilometer kortere.
Skallingen indgår i Verdensarv Vadehavet
UNESCO’s Verdensarv Vadehavet omfatter Vadehavet i alle tre vadehavslande, men udpegningen gælder stort set kun havområderne - og ikke land. Men Skallingen er med som en af ganske få undtagelser.
Kontrasterne mellem det stille og det voldsomme vejr er store. Stormer det, kan man slet ikke komme hertil. Og blæser det op, mens man er her, kan man muligvis ikke komme herfra, for den flade Skomagersletten langs den gamle kystlinje syd for Ho Plantage bliver jævnligt oversvømmet. Derfor er det vigtigt at tjekke vejr og tidevand, inden man begiver sig ud på Skallingen.
Madpakkehus i redningsstationen
Redningsstationen på Skallingen blev nedlagt i 1944. Siden tjente huset som bolig og opholdssted for Skallingens fårehyrde, men i dag fungerer det primært som madpakkehus med toiletfaciliteter. Der er glimrende formidling om Skallingens natur, historie, geologi m.v. Skulle man være uheldig at blive fanget i højvande, er det muligt at overnatte.