Da Vadehavets kystlandskaber er en vigtig bastion for strandtudsen i dag, startede nationalparken ret hurtigt et projekt for arten. Dette projekt har indtil videre resulteret i en undersøgelse af status for arten og et større naturforvaltningsprojekt, som både omfatter genopretning af eksisterende levesteder og etablering af nye levesteder. Der er derfor gode udsigter til, at den lille, sårbare tudse også har en fremtid i Nationalpark Vadehavet.
Man ser meget sjældent strandtudsen, men den findes flere steder i nationalparken. Den er udpræget nataktiv og skjuler sig godt om dagen, så man skal se godt efter og lede de rigtige steder, hvis man vil se den i dagslys. Og så er den tavs, medmindre kalenderen siger sent i april, maj eller begyndelsen af juni, som er lige præcist dét tidspunkt på året, hvor den ikke er så stille endda. For på lune forårsaftener og -nætter er det, at strandtudse-hannerne vågner op til dåd og lader deres mystiske, snurrende kvækken høre fra egnede vandhuller i nationalparkens kystlandskaber.
Strandtudsen (Bufo calamita) bliver op til otte centimeter lang og er til at kende på den tydelige gule stribe, den har ned over ryggen. I yngletiden forsøger hannerne at lokke hunnerne til med en højlydt kvækken, der lyder som en monoton snurren. Kor af kvækkende hanner kan høres især fra april til juni.
I Danmark er den mest udbredt i den vestlige del af landet, hvor den lever i kystnære områder. Den yngler typisk i lavvandede vandhuller, der tørrer ud om sommeren eller ikke har nogen bevoksning. Sommer-udtørringen er en sikring mod en del rovdyr (fisk), som vil æde strandtudsens yngel og den lysåbne karakter sikrer den afgørende vandtemperatur om foråret.
Strandtudsen yngler nogle steder også i råstofgrave, hvor den nyder godt af de nye, nøgne vandhuller, som står tilbage efter udgravningerne. Til gengæld tåler dens æg og yngel ikke, at der er fisk i søerne. Udsætning af fisk er således en af truslerne mod strandtudsens ynglesteder.
Projekt strandtudse
Strandtudsen er en karakterart for Vadehavet på samme måde som sæler, en lang række vandfugle, strandengsplanter og en række smådyr er det, og da strandtudsen er sårbar og presset på sine levesteder i Danmark, så gennemførte Nationalpark Vadehavet i 2014-2015 en kortlægning af arten og dens levesteder i vadehavsområdet (udgivet som en faglig rapport i 2016).
På baggrund heraf blev der i 2016-2018 lavet/retableret 59 nye levesteder, såkaldte strandtudseskrab ved Blåvand, på Skallingen, ved Ho, ved Mosevrå og Skødstrup, på Fanø, ved Tjæreborg og på Rømø. På Mandø blev der i vinteren 2019/2020 anlagt yderligere 8 nye vandhuller primært til engfugle, men som også er gode levesteder for strandtudsen.
Effekten af projektet
Besøgene ved vandhullerne afslørede, at indsatsen generelt set gør en forskel, da der blev konstateret kvækkende hanner og haletudser på mange lokaliteter. Effektovervågningen afslører imidlertid også, at de vejrmæssige forhold og især nedbørsforholdene og deraf følgende vandstande svinger meget, og at nogle af skrabene ikke holder vand i det omfang, som er nødvendigt for at strandtudserne kan gennemføre deres yngleproces. Derfor blev der på baggrund af besigtigelserne indledt et samarbejde med en række værter for strandtudse-levesteder, om at få tilpasset de skrab, som tørrer for tidligt ud om foråret.
Som et led i den fælles overvågning af naturen på Mandø (se Mandøprojektet), forestår nationalparken registreringerne af strandtudsens forekomst på Mandø. Som en følge af overvågningen af den samlede indsats i nationalparken, er der også sat gang i udarbejdelsen af en redegørelse for hele projektet, og med afsæt i indsamlingen af de seneste data vil en samlet rapport blive offentliggjort i 2023.
De mange nye vandhuller for strandtudsen skal nok føre til fremgang for arten, men erfaringerne fra de foreløbige undersøgelser viser også, at tudsernes ynglesucces tydeligt svinger med de metrologiske forhold, og at det det tager lidt tid, før de nyskabte levesteder fungerer optimalt.